CSS
Cascading Style Sheets
CSS står for Cascading Style Sheets og er det sprog, der bestemmer, hvordan en hjemmeside ser ud. HTML giver siden struktur og indhold, mens CSS styrer præsentationen, altså farver, skrifttyper, tekststørrelser, afstande og placeringen af elementer på skærmen.
Når du åbner en nyhedsside på mobilen og ser, at menuen er foldet sammen bag et ikon, mens den samme side på en stor skærm viser menuen i fuld bredde og artiklerne i flere kolonner, er det typisk CSS, der står bag. Indholdet er det samme HTML-dokument, men CSS-reglerne fortæller browseren, hvordan det skal vises afhængigt af skærmens størrelse.
Hvad betyder Cascading Style Sheets?
Navnet består af tre dele. Style sheets betyder stylesheets, altså samlinger af regler for udseende. Cascading, på dansk kaskade, henviser til den måde, browseren afgør på, hvilken regel der gælder, når flere regler rammer det samme element. Kaskaden tager blandt andet højde for, hvor reglen er skrevet, hvor specifik selektoren er, og i hvilken rækkefølge reglerne optræder.
Til kaskaden hører også nedarvning: Nogle egenskaber, som tekstfarve og skrifttype, går videre fra et overordnet element til de elementer, der ligger inde i det. Sætter man tekstfarven på hele sidens brødtekst til blå, får overskrifter og afsnit også blå tekst, medmindre der er angivet noget andet for dem.
CSS er et beskrivende sprog og ikke et programmeringssprog. Det kan reagere på tilstande, fx når musen holdes over et link, og på skærmstørrelse, men egentlig adfærd og dynamisk indhold kommer typisk fra JavaScript.
Sådan er CSS opbygget
En CSS-regel består af en selektor og en eller flere deklarationer. Selektoren angiver, hvilke elementer reglen gælder for, og hver deklaration består af en egenskab og en værdi. Reglen p { color: red; font-size: 18px; } betyder for eksempel, at alle afsnit på siden skal have rød tekst i 18 pixels størrelse.
Selektorer kan pege på en bestemt type element (som p eller h1), på elementer med en bestemt klasse (.knap), på et enkelt element med et bestemt id (#menu) eller på elementer i en bestemt tilstand, som :hover, der gælder, når musen holdes over elementet.
Tre måder at tilføje CSS på
CSS kan kobles til et HTML-dokument på tre måder:
- Inline: reglen skrives direkte på det enkelte HTML-element med attributten style. Det påvirker kun det ene element.
- Internt stylesheet: reglerne samles i et style-element i dokumentets head-sektion og gælder for den ene side.
- Eksternt stylesheet: reglerne ligger i en separat fil med endelsen .css, som hver HTML-side henter via et link-element i head-sektionen.
Det eksterne stylesheet er den mest udbredte løsning, fordi én fil kan styre udseendet på et helt website. Ændrer man skrifttypen i filen, slår ændringen igennem på alle sider, der bruger den. Hvis det samme element får forskellige regler fra flere steder, vinder inline-reglen som udgangspunkt over det interne stylesheet, som igen vinder over det eksterne.
Hvor bruges CSS?
CSS bruges først og fremmest på hjemmesider og i webapplikationer, men sproget er ikke begrænset til skærme. Det kan beskrive, hvordan et dokument skal vises på skærm, på papir ved udskrivning og i andre medier. Ud over HTML kan CSS anvendes på XML-baserede formater som SVG-grafik.
I praksis møder man CSS i mange sammenhænge:
- Websites og webshops, hvor CSS styrer alt fra farveskema til produktgitter.
- Indholdsstyringssystemer som WordPress, hvor temaer i høj grad består af CSS.
- Nyhedsbreve i HTML-format, dog ofte med begrænsninger, fordi mange mailprogrammer kun understøtter en del af sproget.
- Desktop- og mobilapps bygget med webteknologi, hvor brugerfladen reelt er en webside.
CSS er sammen med HTML og JavaScript et af de tre grundsprog i frontend udvikling, som er den del af webudvikling, der handler om det, brugeren ser og interagerer med i browseren.
Hvad kan man med CSS?
Sproget er vokset betydeligt siden de første versioner og dækker i dag langt mere end farver og skrifttyper. Blandt de vigtigste muligheder er:
- Typografi: skrifttype, størrelse, vægt, linjeafstand, bogstavafstand og egne webfonte.
- Boksmodellen: hvert element behandles som en boks med indhold, indre afstand (padding), kant (border) og ydre afstand (margin).
- Layout med Flexbox og Grid: Flexbox placerer elementer i én retning, enten i en række eller en kolonne, mens Grid arbejder i to dimensioner med rækker og kolonner på samme tid.
- Responsivt design med media queries, der anvender forskellige regler afhængigt af fx skærmbredde eller brugerens indstillinger, som ønsket om færre animationer.
- Animationer, overgange og transformationer, fx en knap der skifter farve blødt eller et element der roterer.
- Variabler (custom properties), der gemmer en værdi, fx en brandfarve, ét sted, så den kan genbruges i hele stylesheetet.
Fordi udseendet ligger adskilt fra indholdet, er det også forholdsvis enkelt at lave to versioner af en side med forskellig knapfarve eller placering og måle, hvilken der fungerer bedst i en A/B test.
CSS-versioner og udvikling
CSS blev foreslået i 1994 af Håkon Wium Lie, som dengang arbejdede sammen med Tim Berners-Lee, opfinderen af World Wide Web. Den første version, CSS1, kom i 1996, og CSS2 fulgte i 1998. Sproget standardiseres af W3C, så browserne i princippet fortolker det ens.
Mange kender betegnelsen CSS3, men der kommer hverken en CSS3 eller CSS4 i klassisk forstand. Efter CSS 2.1 blev specifikationen delt op i moduler, som udvikles hver for sig og har deres egne niveauer, fx et farvemodul i en bestemt level. W3C udgiver i stedet med mellemrum et øjebliksbillede af, hvilke moduler der er stabile. I dag hedder det hele derfor blot CSS.
Fordele ved CSS
- Adskillelse af indhold og udseende: HTML kan koncentrere sig om struktur og betydning, mens designet ligger i CSS. Det gør koden lettere at overskue og vedligeholde.
- Genbrug: én regel kan gælde for mange elementer, og ét eksternt stylesheet kan styre et helt website.
- Hurtigere ændringer: et nyt farveskema eller en ny skrifttype kan i mange tilfælde indføres ved at rette ét sted.
- Tilpasning til forskellige enheder: samme indhold kan vises fornuftigt på mobil, tablet, bærbar og stor skærm.
- Mindre datamængde: browseren kan gemme et eksternt stylesheet i sin cache, så det ikke skal hentes igen på hver side.
- Bred understøttelse: CSS er en åben standard, som alle moderne browsere understøtter.
Ulemper og begrænsninger
- Kaskaden kan være svær at gennemskue: i større projekter kan det være vanskeligt at finde ud af, hvorfor en regel ikke slår igennem, fordi en anden regel med højere specificitet tager over.
- Forskelle mellem browsere: selvom standarden er fælles, kan nyere funktioner være understøttet forskelligt, og ældre browsere mangler dem helt.
- Stylesheets kan vokse sig store og rodede over tid, især når flere udviklere arbejder i samme kode uden faste konventioner.
- Begrænset logik: CSS kan ikke hente data eller reagere på komplekse hændelser alene og skal derfor ofte suppleres med JavaScript.
- Tilgængelighed afhænger af brugen: CSS kan fx skjule tekst visuelt eller give for lav kontrast, hvilket kan gøre en side sværere at bruge for nogle. Visuelle elementer bør derfor kombineres med god HTML, herunder en beskrivende alt tekst på billeder.
Mange af disse ulemper håndteres i praksis med værktøjer som præprocessorer (fx Sass), CSS-frameworks og faste navngivningskonventioner, men de tilføjer også et ekstra lag, man skal sætte sig ind i.
Hvem kan bruge CSS?
CSS kræver ingen særlig software. En almindelig teksteditor og en browser er nok til at komme i gang, og grundprincipperne kan læres på kort tid, især hvis man i forvejen kender lidt HTML. Derfor bruges CSS af en bred gruppe:
- Webudviklere og frontendudviklere, der bygger og vedligeholder websites og webapplikationer.
- Webdesignere, der omsætter skitser og designsystemer til faktiske sider.
- Marketingfolk og redaktører, der tilpasser kampagnesider, nyhedsbreve eller temaer i et indholdsstyringssystem.
- Studerende og hobbyfolk, der laver deres første hjemmeside.
Browserens udviklerværktøjer gør det desuden muligt at inspicere og ændre CSS direkte på en side for at se, hvordan ændringer påvirker udseendet, uden at røre ved de egentlige filer. Til at kontrollere, om koden er gyldig, findes W3C’s valideringstjeneste.