Byte

En byte er en grundlæggende enhed for digital information i en computer. Den består normalt af otte bits, hvor hver bit er enten et 0 eller et 1. En byte bruges typisk til at repræsentere ét enkelt tegn, for eksempel et bogstav, et tal eller et specialtegn, og er dermed en af de mindste byggesten i alt det, en computer arbejder med.

Et konkret eksempel: Når bogstavet “A” gemmes i en fil på en computer, fylder det som regel præcis én byte i hukommelsen, hvis filen bruger en almindelig tegnkodning som ASCII. Sætter man mange bytes sammen, kan de udgøre alt fra en kort tekstbesked til et helt billede eller program.

Bit og byte – hvad er forskellen?

En bit er den mindste enhed af data, der findes i en computer, og kan kun antage én af to værdier. En byte består af flere bits samlet, og i langt de fleste moderne systemer er en byte defineret som otte bits, hvilket giver mulighed for at repræsentere 256 forskellige værdier. I praksis bruges bit og byte til lidt forskellige formål: bits benyttes ofte til at angive hastigheder, for eksempel hvor mange megabit internetforbindelsen kan overføre per sekund, mens bytes bruges til at beskrive mængden af data, der kan gemmes eller behandles, som filstørrelser og lagerkapacitet.

Denne skelnen kan virke som en detalje, men den har praktisk betydning. En internetforbindelse, der reklamerer med 100 megabit per sekund, giver for eksempel en teoretisk downloadhastighed på omkring 12,5 megabyte per sekund, fordi der skal otte bits til hver byte.

Sådan bruges bytes i en computer

I de fleste computerarkitekturer er byten den mindste enhed af hukommelse, som kan adresseres direkte. Det betyder, at en computer kan finde og hente en helt bestemt byte i sin hukommelse ved hjælp af en unik adresse. Bytes bruges desuden til at kode tekst, tal og andre former for data, så computeren kan tolke og vise indholdet korrekt – Unicode-standarden, der understøtter et bredt udvalg af sprog og symboler, kan for visse tegn kræve mere end én byte per tegn.

Når data skal lagres permanent, sker det også i bytes. En SSD-harddisk eller en USB-stik har begge en kapacitet, der angives i bytes eller multipla heraf, og selve filsystemet holder styr på, hvor mange bytes hver fil fylder, og hvor de er placeret fysisk på lagermediet.

Præfikser: kilobyte, megabyte, gigabyte og terabyte

Fordi moderne filer og lagerenheder ofte indeholder enorme mængder bytes, bruges der en række præfikser til at gøre tallene mere overskuelige – på samme måde som man bruger kilometer i stedet for meter ved lange afstande. De mest almindelige er kilobyte (KB), megabyte (MB), gigabyte (GB) og terabyte (TB).

Der findes to måder at beregne disse størrelser på. I det binære system (base-2) svarer én kilobyte til 1.024 bytes, én megabyte til 1.024 kilobyte og så videre, hvilket historisk har været den udbredte definition i selve computerens hukommelse. I det decimale system (base-10), som mange producenter og forbrugere i dag anvender, regnes en kilobyte i stedet som 1.000 bytes. Forskellen mellem de to systemer er relativt lille ved små mængder data, men bliver mere mærkbar, jo større mængden bliver, og kan blandt andet forklare, hvorfor en harddisk i praksis kan vise en lidt lavere kapacitet i styresystemet, end der står på emballagen.

Hvor kommer ordet byte fra?

Betegnelsen byte stammer fra midten af 1950’erne. Ifølge flere kilder krediteres Werner Buchholz for at have opfundet ordet i 1956, mens han arbejdede på IBM’s Stretch-computer. Ordet er en bevidst omskrivning af “bite” (bid), valgt for at undgå forveksling med “bit”. I begyndelsen kunne en byte bestå af alt fra én til seks bits afhængigt af det pågældende udstyr, men senere samme år blev otte bits fastlagt som standard i forbindelse med IBM’s styresystem OS/360 – en definition, der siden er blevet den mest udbredte på tværs af computerarkitekturer.

I dag bruges udtrykket octet i visse tekniske sammenhænge, særligt inden for netværk, som en mere entydig betegnelse for præcis otte bits, mens en nibble beskriver fire bits – altså halvdelen af en almindelig byte.