Domæne

Et domæne er en unik, letlæselig adresse på internettet, som bruges til at finde frem til en bestemt hjemmeside eller til at sende og modtage e-mail hos en bestemt afsender. Domænet er den del af webadressen, du taster i browserens adresselinje, og samtidig den sidste del af en e-mailadresse efter @-tegnet. Bag om domænet oversættes navnet til en talrække (en IP-adresse), som computere og servere bruger til at finde hinanden på nettet.

Man kan sammenligne et domæne med en fysisk adresse: uden gadenavn og husnummer ville et bud eller en gæst have svært ved at finde frem, og uden domæne ville en browser eller e-mailserver ikke vide, hvor den skal hente indhold eller aflevere post. Et eksempel er dr.dk, som både bruges til at finde Danmarks Radios hjemmeside og til at sende mails til adresser, der ender på @dr.dk. Domænet i sig selv er blot navnet – hvad der ligger bag af hjemmeside, webshop eller mailboks, er noget man selv sætter op eller får hjælp til at konfigurere.

Hvad bruges et domæne til?

Et domæne bruges typisk til to ting: at pege besøgende hen til en hjemmeside, og at danne grundlag for e-mailadresser. Når nogen taster et domænenavn i browseren, slås navnet op og oversættes til den server, hvor hjemmesidens filer ligger. På samme måde afgør domænet, hvilken mailserver der skal modtage post sendt til en adresse som navn@domænenavn.dk. Et domæne kan også ligge ubrugt hen, uden hverken hjemmeside eller mail tilknyttet, hvis man blot ønsker at reservere navnet til senere brug eller beskytte det mod, at andre registrerer det.

Fordi et domæne fungerer som en fast adresse, er det samtidig med til at gøre en hjemmeside genkendelig for søgemaskiner. Det er blandt andet en forudsætning for, at sider på domænet overhovedet kan dukke op i et søgemaskineindeks, og domænets omdømme spiller ofte en rolle for, hvordan sider på domænet rangerer – blandt andet gennem antallet og kvaliteten af backlinks, der peger ind på domænet fra andre sider.

Sådan er et domæne bygget op

Et domæne består typisk af tre dele adskilt af punktummer: et eventuelt subdomæne, selve domænenavnet (kaldet Second-Level Domain eller SLD) og en endelse (Top-Level Domain eller TLD). I adressen www.eksempel.dk er “www” et subdomæne, “eksempel” er SLD’et, og “.dk” er TLD’et. TLD’et kan enten være en landekode som .dk eller .se, eller en generisk endelse som .com, .net eller .org, der ikke er knyttet til et bestemt land.

Subdomænet foran hoveddomænet bruges ofte til at adskille forskellige dele af en tjeneste – for eksempel kan “mail” i mail.eksempel.dk pege på en indgående mailserver, mens “shop” i shop.eksempel.dk kan pege på en selvstændig webshop. Det er almindeligt at lade domænet virke både med og uden www foran, men det anbefales at samle indholdet ét sted, så søgemaskiner ikke opfatter det som to forskellige udgaver af samme side. Selve opslaget mellem domænenavn og server sker via DNS (Domain Name System), som fortæller browseren, hvilken webserver eller mailserver der skal kontaktes.

Hvem bruger domæner?

Domæner bruges af stort set alle typer aktører på internettet: virksomheder, offentlige myndigheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og private personer. En virksomhed vil typisk ønske et domæne, der matcher virksomhedsnavnet, både for at fremstå professionel og for at kunne tilbyde medarbejdere personlige e-mailadresser på samme navn. Private kan også have glæde af et eget domæne, blandt andet hvis man ønsker en personlig e-mailadresse frem for en adresse hos en gratis udbyder, eller hvis man vil have fuld kontrol over indholdet på sin egen side i stedet for at være afhængig af en tredjeparts platform.

At registrere et domæne kræver som regel blot, at navnet er ledigt, og at man opgiver kontaktoplysninger til det registry, der administrerer den pågældende endelse. For landespecifikke endelser som .dk gælder der ofte enkelte ekstra krav, mens generiske endelser som .com typisk kan registreres af stort set alle uanset bopæl.

Gode og mindre gode domænestrukturer

Et domæne, der fungerer godt, er som regel kort, let at stave og udtale, og det afspejler gerne det navn eller brand, som virksomheden eller personen i forvejen er kendt under – for eksempel så navnet på domænet svarer til firmanavnet uden bindestreger, tal eller unødvendige forkortelser. En simpel struktur gør det nemmere for besøgende at huske adressen og skrive den korrekt, og det reducerer samtidig risikoen for, at trafik eller mail fejlagtigt ender et forkert sted.

Mindre hensigtsmæssige strukturer opstår typisk, når et domæne er unødigt langt, indeholder flere bindestreger, eller blander bogstaver og tal på en måde der let kan mistolkes (for eksempel forveksling mellem tallet “0” og bogstavet “o”). Det kan også skabe forvirring, hvis en virksomhed spreder sit indhold ud over flere forskellige domæner med overlappende formål, i stedet for at samle det på ét hoveddomæne og eventuelt bruge subdomæner til afgrænsede formål. I den sammenhæng er det værd at være opmærksom på, at nært beslægtede sider med for ens indhold kan udkonkurrere hinanden i søgeresultaterne – et fænomen der minder om det, der beskrives under keyword cannibalization (søgeords-kannibalisering), blot flyttet fra sideniveau til domæneniveau.

Domæne, webhotel og e-mail – hvad er forskellen?

Et domæne er alene navnet på adressen og skal ikke forveksles med det webhotel (hosting), hvor selve filerne til hjemmesiden ligger lagret. Man kan sagtens eje et domæne uden at have en hjemmeside liggende bag det, ligesom man kan have en hjemmeside, der endnu ikke er koblet til et selvstændigt domæne. For at en hjemmeside skal indlæse hurtigt for besøgende i forskellige dele af verden, vælger mange desuden at lade indholdet distribuere via et CDN (Content Delivery Network), som ligger som et ekstra lag mellem domænet og de besøgende. E-mail fungerer på samme måde som en selvstændig tjeneste, der blot bruger domænet som den del af adressen, der står efter @-tegnet.