DHCP (Dynamic Host Configuration Protocol)

DHCP, forkortelse for Dynamic Host Configuration Protocol, er en netværksprotokol der automatisk tildeler IP-adresser og andre netværksindstillinger til enheder, når de kobler sig på et netværk. I stedet for at en administrator manuelt skal indtaste en IP-adresse, en subnetmaske, en gateway og en DNS-server på hver eneste enhed, sørger en DHCP-server for at uddele disse oplysninger automatisk fra en afgrænset pulje af ledige adresser.

Det mærkes tydeligst i praksis, når en bærbar computer eller en mobiltelefon kobles på et wifi-netværk derhjemme eller på arbejdspladsen: enheden får inden for få sekunder en fungerende internetforbindelse uden at brugeren selv har rørt ved netværksindstillingerne. Den samme mekanisme kører i baggrunden, uanset om det er en almindelig hjemmerouter eller en dedikeret server i en virksomheds it-afdeling, der står for opgaven.

Sådan fungerer DHCP i praksis: DORA-processen

Når en enhed kobles på et netværk, foregår tildelingen gennem en fast rækkefølge af fire beskeder, som ofte omtales som DORA-processen (Discover, Offer, Request, Acknowledge). Processen sikrer, at enheden og serveren bliver enige om hvilken IP-adresse der skal bruges, før noget andet foregår.

• Discover: Enheden sender en broadcast-besked ud på netværket for at finde ud af, om der findes en DHCP-server.
• Offer: En DHCP-server svarer med et tilbud om en ledig IP-adresse samt tilhørende netværksoplysninger som subnetmaske, gateway og DNS-server.
• Request: Enheden svarer tilbage og bekræfter, at den ønsker at tage imod den tilbudte adresse.
• Acknowledge: Serveren bekræfter tildelingen endeligt, og enheden kan nu kommunikere på netværket med de tildelte indstillinger.

Hele forløbet tager typisk kun kort tid, og resultatet er en fungerende netværksforbindelse uden manuel indgriben. Adressen tildeles ikke permanent, men som en tidsbegrænset leasing, der skal fornyes med jævne mellemrum, så adressen kan frigives igen til andre enheder, hvis den ikke er i brug.

Kernekomponenter i en DHCP-opsætning

En DHCP-opsætning består typisk af nogle faste byggesten, uanset om der er tale om et lille hjemmenetværk eller et stort virksomhedsnetværk.

• IP-pulje (scope): Det afgrænsede interval af adresser, som serveren har lov til at uddele.
• Leasing: Den tidsperiode en adresse er knyttet til en bestemt enhed, før den eventuelt frigives igen.
• Reservationer: Muligheden for at binde en bestemt IP-adresse fast til en enheds MAC-adresse, så den altid får samme adresse.
• DHCP-relæ: En funktion der videresender DHCP-beskeder mellem forskellige undernet, så én central server kan betjene flere netværkssegmenter.

I mange netværk, herunder dem der bruger et mesh-netværk til at udvide wifi-dækningen i hjemmet, håndteres DHCP typisk af den centrale router, mens de øvrige mesh-enheder blot videreformidler forbindelsen.

DHCP sammenlignet med statisk IP

Det centrale valg i mange netværk står mellem dynamisk tildeling via DHCP og manuel, statisk konfiguration af IP-adresser. De to metoder udelukker ikke hinanden og bruges ofte side om side i samme netværk.

DHCP passer godt til enheder der jævnligt kobles til og fra netværket, som bærbare computere, smartphones og gæsteenheder, fordi det kræver minimalt administrativt arbejde og skalerer let til mange enheder. Statisk IP bruges typisk til enheder der skal kunne findes på samme adresse hver gang, som printere, servere og netværksudstyr. Hvis en administrator for eksempel skal tilgå en server via SSH, er det ofte en fordel at serveren har en fast, statisk adresse, så forbindelsen kan oprettes uden at slå adressen op hver gang.

Fordele og ulemper ved DHCP

Den største fordel ved DHCP er, at det fjerner behovet for manuel netværkskonfiguration af hver enkelt enhed, hvilket reducerer risikoen for tastefejl og for at to enheder ved en fejl får samme IP-adresse. Det gør det også langt hurtigere at tilføje nye enheder, uanset om der er tale om et par ekstra enheder derhjemme eller hundredvis af enheder i en virksomhed.

Der findes dog også ulemper. Hvis DHCP-serveren går ned, kan nye enheder ikke få tildelt en adresse, hvilket i praksis kan lukke dele af netværket ude. Er IP-puljen for lille i forhold til antallet af enheder, kan der desuden opstå mangel på ledige adresser i perioder med høj belastning. Endelig kan en uautoriseret eller forkert konfigureret DHCP-server, ofte kaldet en “rogue DHCP”, begynde at uddele forkerte netværksindstillinger, hvis netværket ikke er beskyttet mod det.

Sikkerhed omkring DHCP

Fordi standard-DHCP ikke i sig selv godkender hverken klienter eller servere, kan enhver enhed på netværket i princippet svare på en forespørgsel om en IP-adresse. Det udnyttes i såkaldte DHCP-sultningsangreb, hvor en angriber forsøger at opbruge hele IP-puljen med falske forespørgsler, så legitime enheder ikke kan få en adresse. Netværksadministratorer kan begrænse denne risiko ved at bruge funktioner som DHCP-snooping på administrerede switches, kombinere DHCP med faste reservationer for kritisk udstyr og løbende overvåge logfilerne for usædvanlig aktivitet.

På større netværk, hvor internetforbindelsen leveres via for eksempel satellitinternet, fungerer den interne IP-tildeling via DHCP uafhængigt af selve internetforbindelsen og styres fortsat af det lokale netværksudstyr.