WAN (Wide Area Network)

WAN, forkortelse for Wide Area Network, er et netværk der strækker sig over et stort geografisk område og forbinder flere separate lokalnetværk med hinanden. Netværket bruger telekommunikationsforbindelser som fiberkabler, satellitforbindelser eller lejede linjer til at sende data mellem lokationer, der kan ligge i forskellige byer, lande eller på tværs af kontinenter. Internettet regnes selv som det mest kendte eksempel på et WAN, fordi det binder et stort antal mindre netværk sammen på globalt plan.

Tænk fx på en virksomhed med kontorer i København, Aarhus og Berlin: hvert kontor har sit eget lokale netværk til printere, servere og arbejdsstationer, men et WAN binder de tre lokationer sammen, så medarbejderne kan dele filer, systemer og databaser, som om de sad på samme kontor. Uden den forbindelse ville hvert kontor være en isoleret ø af udstyr uden adgang til hinandens ressourcer.

WAN over for LAN – hvor går forskellen?

Et LAN (Local Area Network) dækker et afgrænset, lille område som en bolig, et kontor eller en enkelt bygning. Et WAN dækker derimod et langt større område og binder typisk flere LAN’er sammen på tværs af afstande, hvor almindelig kablet netværksteknologi ikke rækker. Forskellen viser sig også i hastighed og ejerskab: et LAN ejes og driftes normalt af én organisation og giver høje overførselshastigheder, mens et WAN ofte løber over infrastruktur, der ejes af teleselskaber, og som følge af de lange afstande typisk har lavere og mere varierende hastighed end et LAN.

Den trådløse del af et kontornetværk, fx et mesh-netværk (WiFi mesh), hører stadig til LAN-siden af forbindelsen – det udvider blot dækningen internt i bygningen. Det er først når routeren sender data videre ud til andre lokationer eller til internettet, at forbindelsen bevæger sig over i WAN-delen af netværket.

Sådan fungerer et WAN i praksis

Et WAN opbygges af routere, switches og modemmer, der forbinder de enkelte lokale netværk til udbyderens infrastruktur. Data sendes i pakker, og routerne afgør hvilken vej den enkelte pakke skal sendes, baseret på routingtabeller og protokoller. Forbindelsen kan etableres på flere måder, blandt andet:

• Lejede linjer – dedikerede punkt-til-punkt-forbindelser med stabil kapacitet.
• MPLS (Multiprotocol Label Switching) – en teknik der mærker datapakker for at styre og prioritere trafikken undervejs.
• VPN – en krypteret forbindelse over det almindelige internet, der kan bruges til at knytte fjernkontorer eller hjemmearbejdspladser sikkert til virksomhedens netværk.
• SD-WAN – en softwarestyret udgave, der automatisk kan vælge den bedste forbindelse blandt flere tilgængelige linjer.

Nogle steder er kabling slet ikke en mulighed, og her kan satellitinternet fungere som WAN-forbindelse, fx til afsidesliggende kontorer eller lokationer uden fibernet i nærheden. Når en medarbejder skal tilgå en server på en anden lokation sikkert, sker det ofte via SSH (Secure Shell), som krypterer forbindelsen hen over WAN’et. Netværksadministratorer bruger desuden ofte ping til at teste, om en fjern server svarer, og hvor lang tid det tager for data at rejse frem og tilbage over WAN-forbindelsen.

Hvorfor bruger virksomheder et WAN?

Et WAN gør det muligt at centralisere data og applikationer ét sted, fx i et datacenter, og alligevel give adgang fra flere lokationer. Det kan reducere behovet for, at hvert kontor har sin egen fulde it-infrastruktur, og det gør det lettere at skalere op, når organisationen får flere afdelinger eller medarbejdere, der arbejder eksternt. Fordi meget af trafikken i sidste ende går gennem det offentlige internet, kan et CDN (Content Delivery Network) desuden bidrage til at aflaste WAN-forbindelsen ved at levere indhold fra servere tættere på slutbrugeren i stedet for at sende alt tilbage til et centralt datacenter.

Fordele og ulemper ved WAN

Fordelen ved et WAN er, at det binder geografisk spredte enheder og netværk sammen, så data og ressourcer kan deles på tværs af afstande, der ellers ville kræve separate systemer. Til gengæld kan opsætning og drift af et WAN være dyrere og mere komplekst end et almindeligt LAN, og forbindelsen kan opleve højere svartid, fordi data ofte skal rejse længere og gennem flere led, før den når frem.