Båndbredde

Båndbredde er et mål for, hvor meget data en internetforbindelse kan overføre inden for et givet tidsrum, og angives typisk i bit pr. sekund (bps), for eksempel Mbps eller Gbps. Jo højere båndbredde en forbindelse har, desto mere data kan den transportere på samme tid. Begrebet beskriver forbindelsens kapacitet og siger i sig selv ikke noget om, hvor lang tid den enkelte datapakke er om at nå frem til modtageren.

Det kan sammenlignes med bredden på en vandledning: en tyk ledning kan lede mere vand igennem end en tynd, uden at vandet nødvendigvis strømmer hurtigere gennem selve røret. På samme måde kan en husstand med høj båndbredde ofte have flere personer, der samtidig streamer video, deltager i videomøder og downloader filer, uden at forbindelsen mærkbart går i knæ, mens en lav båndbredde hurtigere bliver en flaskehals, når flere enheder deler den.

Forskellen på båndbredde, hastighed og latency

I daglig tale bruges “båndbredde” og “hastighed” ofte som synonymer, men de beskriver strengt taget to forskellige ting. Båndbredde er forbindelsens maksimale kapacitet, altså hvor meget data der kan flyde igennem på én gang. Hastighed handler om, hvor hurtigt selve dataoverførslen sker, og den reelle hastighed en bruger oplever kan godt være lavere end den båndbredde, man betaler for, hvis nettet er overbelastet eller udstyret sætter en grænse.

Latency (ofte kaldet reaktionstid eller ping) er noget helt tredje: den tid det tager en enkelt datapakke at rejse fra afsender til modtager og eventuelt tilbage igen, målt i millisekunder. En forbindelse kan have høj båndbredde og alligevel opleves som “langsom” i praksis, hvis latency er høj — det ses typisk ved onlinespil, hvor man kan læse mere om målingen under ping. Omvendt kan en forbindelse med lav båndbredde godt have kort latency, men den vil hurtigt blive en flaskehals, når flere store datamængder skal igennem samtidig, for eksempel ved 4K-streaming eller store filoverførsler.

Sådan måles båndbredde

Båndbredde opgøres i bit pr. sekund og skrives normalt med præfikser afhængigt af størrelsen: Kbps (tusind bit pr. sekund), Mbps (millioner bit pr. sekund) og Gbps (milliarder bit pr. sekund). De fleste private bredbåndsabonnementer angives i Mbps, mens fiberforbindelser og virksomhedsnetværk i stigende grad måles i Gbps. Det er værd at bemærke, at bps ikke er det samme som byte pr. sekund (B/s), som ofte bruges, når en downloadhastighed vises i et program — der går otte bit på én byte, så en forbindelse på 100 Mbps svarer i teorien til en downloadhastighed på omkring 12,5 MB/s.

Download- og upload-båndbredde

Båndbredde deles normalt op i to retninger: download-båndbredde, som bruges når man modtager data (indlæser hjemmesider, streamer video, henter filer), og upload-båndbredde, som bruges når man sender data (videoopkald, opload til sky-tjenester, deling af filer). Mange almindelige bredbåndsabonnementer er asymmetriske, hvor download-båndbredden er langt højere end upload-båndbredden, fordi de fleste brugere henter mere, end de sender. Nogle forbindelsestyper, blandt andet fibernet, tilbyder i stedet symmetrisk båndbredde, hvor download og upload er lige store — det kan være relevant for eksempelvis virksomheder, der jævnligt sender store filer eller afvikler mange samtidige videomøder.

Hvad påvirker den faktiske båndbredde?

Den båndbredde, man reelt oplever, afhænger af flere led i kæden. Internetudbyderens abonnement sætter et loft, som forbindelsen aldrig kan overstige. Selve udstyret spiller også ind — et ældre modem eller en forældet router kan begrænse, hvor meget af den abonnerede båndbredde der reelt kommer igennem til enhederne i hjemmet. Dertil kommer netværksbelastning, hvor mange samtidige brugere eller tunge baggrundsopgaver som store downloads kan reducere den tilgængelige kapacitet for de øvrige enheder, samt Wi-Fi-forhold som afstand til routeren, vægge og forstyrrelse fra andre trådløse enheder.

Hvor meget båndbredde har man brug for?

Behovet afhænger af, hvilke aktiviteter der foregår samtidig, og hvor mange enheder der deler forbindelsen. Almindelig browsing og e-mail kræver forholdsvis lidt, mens video- og lydtjenester belaster mere jo højere opløsning der er tale om — HD-streaming ligger typisk et sted mellem 5 og 8 Mbps, mens 4K-streaming kan kræve op mod 15-25 Mbps for at undgå bufferering. Et hjem med flere personer, der streamer, spiller online og deltager i videomøder på samme tid, har derfor normalt brug for en højere samlet båndbredde end en enkeltperson, der primært bruger internettet til browsing og mail.